Fortsæt til indhold

Røver gav ældre dame et knytnæveslag lige i ansigtet

En 74-årig kvinde kom ud for en særdeles ubehagelig oplevelse i SuperBrugsen i Lystrup

Krimi
Arkiv

Der skete tirsdag eftermiddag et voldsomt røveri i SuperBrugsen i Lystrup mod en ældre kvinde. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Episoden blev anmeldt klokken 17.57. Den ældre dame var blevet overfaldet og frarøvet sin taske foran Super Brugsen i Lystrup, og flere patruljer kørte derfor hurtigt til stedet.

En af patruljerne kørte hen til den 74-årige kvinde, som var blevet overfaldet. Kvinden var meget rystet efter oplevelsen og fortalte, at hun havde været inde og handle i SuperBrugsen. Her havde hun fået taget sin pose, hvori hun blandt andet havde noget medicin. På parkeringspladsen foran butikken, havde hun taget kontakt til en mand, som stod med hendes pose. Manden nægtede dog at udlevere den og slog i stedet den 74-årige i ansigtet med en knytnæve, fremgår det af døgnrapporten.

En vaks borger, der var til stede ved røveriet, var imidlertid fulgt efter gerningsmanden og kunne pege politiet i retning af manden, og en patruljevogn kunne derfor kort efter anholde den 37-årige mand.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.