Fortsæt til indhold

Elever evakueret

Østjyllands Brandvæsen måtte tirsdag aften rykke ud til en brand på Efterskolen for Scenekunst, der ligger i Malling

Krimi
Jonas Wrede Hansen

Både brandvæsnet og politiet blev tirsdag aften kaldt ud til en brand på Efterskolen for Scenekunst, der ligger på Starupvej i Malling.

Omkring klokken 20 lød meldingen, at der var opstået ild på nogle elevers værelse, hvilket fik personalet på efterskolen til hurtigt at reagere ved at evakuere og tilkalde hjælp.

Det fortæller Steen Bøje, der er operationschef hos Østjyllands Brandvæsen, til Lokalavisen Aarhus.

"De gjorde det helt rigtige på efterskolen, hvor de fik lukket ind til rummet og evakueret eleverne, så vi med det samme kunne sørge for at få ilden slukket," fortæller Steen Bøje og oplyser, at der ikke var tale om en voldsom brand.

"Der var ild på værelset, men heldigvis kom vi derud i tide, så vi hurtigt fik slukket den. Efterskolen ligger i en ældre bygning, så det var selvfølgelig vigtigt at håndtere den rigtigt, da en brand hurtigt kan udvikle sig, når der er tale om en ældre konstruktioner," fortsætter operationschefen, der endnu ikke kender den præcise årsag til branden.