Mor og kæreste varetægtsfængslet for grov vold mod 1-årig datter
Arkiv
En 22-årig kvinde og en 35-årig mand er ved et grundlovsforhør i retten i Esbjerg i dag blevet varetægtsfængslet frem til den 4. maj sigtet for grov vold mod en 18 måned gammel pige.
Der er ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi tale om den lille piges mor og hendes kæreste, som ikke er pigens biologiske far. Begge er bosiddende i Vejen Kommune.
De blev anholdt torsdag efter en anmeldelse fra Vejen Kommune, som var blevet underrettet om, at pigen fredag i sidste uge blev indlagt på Odense Universitetshospital med brud.
Begge personer nægter forholdene, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.
jn