Fortsæt til indhold

11-årig pige kørt ned af flugtbilist: Nu er hun død

Krimi
Arkiv

En 11-årig pige, som fredag aften blev påkørt af en flugtbilist i Hunseby på Lolland, er død, oplyser vagtchef Lars Westerweel fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

"Vi har netop fået oplyst, at hun er afgået ved døden," fortæller Westerweel til Ritzau kort efter klokken 09 lørdag.

En 29-årig mand, som kort efter ulykken blev anholdt i sagen, bliver lørdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster.

Allerede inden pigens død var det besluttet, at manden skulle stilles for en dommer med krav om varetægtsfængsling. Blandt andet fordi han er mistænkt for at have været påvirket.

"Jeg kan oplyse, at han er blevet sigtet for spirituskørsel," fortæller Lars Westerweel.

Manden vil derudover formentlig blive sigtet for uagtsomt manddrab.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken på Skelstrupvej klokken 20.19 fredag. Her blev pigen påkørt og kastet hen over bilen.

Bilisten stak af fra stedet, men vidner kunne over for politiet beskrive bilen. Og senere blev en tilsvarende bil fundet på en ejendom nær ulykkesstedet. Her blev en 29-årig mand anholdt, skriver Ritzau.