75-årig mand sigtet for trafikvold: Tæskede ung knallertkører
En kontrovers mellem en 15-årig knallertkører og en 75-årig mandlig bilist førte førte mandag til en voldssigtelse i Roskilde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Episoden skete ved 15-tiden ved Helligkorsvej/Møllehusvej i Roskilde, hvor den 15-årige dreng var kommet kørende på knallert ind i rundkørslen for at svinge til højre ad Møllehus i retning mod Roskilde Hallen.
Samtidig kørte en bilist ud af rundkørslen og stødte næsten ind i knallertføreren, som ramte bilens sidespejl.
Det fik bilisten til at henvende sig til den 15-årige, som blev tildelt et slag i ansigtet af bilisten, som herefter forlod stedet.
Flere vidner blev efterfølgende afhørt af politiet, som på baggrund af gode informationer kunne køre til bilejerens adresse og sigte den 75-årige for vold, hvilket han dog nægtede.
Den 75-årige vil senere høre mere fra politiet i sagen.
jn