Nervøs ung mand taget med kokain i Thorsø
Politiet fandt rester af hvidt pulver på kreditkort og sammenrullet 500-kroneseddel
En patrulje fra Østjyllands Politi fattede natten til tirsdag klokken 03.40 mistanke til en ung mand, som sad i sin bil på Rolighedsvej i Thorsø.
Da betjentene kontaktede manden, virkede han meget nervøs, og de fandt hurtigt ud af hvorfor. På passagersædet lå et kreditkort med resterne af noget hvidt pulver på sig, og ved siden af det lå en sammenrullet 500 kroneseddel.
Fundet af det hvide pulver fik patruljen til at ransage bilen og visitere den 20-årige mand, der havde en pose med kokain i lommen. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.