Personbil udbrændt i det vestlige Aarhus
Ingen personer eller bygninger kom til skade.
Klokken 00.38 natten til mandag 7. juni måtte Østjyllands Brandvæsen rykke ud til en overtændt personbil, en VW på Sandkåsvej i det vestlige Aarhus.
Bilen holdt parkeret, men hvad der er årsagen til branden, kan Østjyllands Brandvæsen ikke svare på.
Der var to biler ved siden af, der blev varmeskadet, hvoraf den ene var en el-bil.
»Vi ved ikke ret meget mere, end at hverken personer eller bygninger var i fare,« oplyser Anders Jensen, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen til Lokalavisen Aarhus.
Østjyllands Politi formoder, at branden kan være påsat og hører derfor gerne fra eventuelle vidner, der kan have set personer i området omkring klokken 00.30 natten til mandag. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.