Påtalte drenges høje musik i bussen - blev mødt med knytnæve og kniv
24-årig mand overfaldet i bus i Risskov.
Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket et voldeligt overfald i bybus 14.
Overfaldet skete omkring Vejlby Centervej i Risskov og blev anmeldt klokken 20.20.
En 24-årig mand havde henvendt sig til to drenge, som vurderes at være i alderen 14-17 år. De hørte høj musik i bussen, og det påtalte den 24-årige og bad dem tage høretelefoner på.
Det førte til en større diskussion mellem ham og en af drengene og eskalerede til sidst med, at drengen gik helt op til ham, slog ham i ansigtet med en knyttet hånd og trak en kniv.
En jævnaldrende ven til drengen kom nu til og begyndte også at råbe efter den 24-årige.
Da buschaufføren standsede og forlangte, at drengene skulle forlade bussen, steg begge drenge ud og stak af fra stedet. En patrulje var kort efter anmeldelsen fremme på stedet og foretog flere afhøringer af vidner i bussen, men det lykkedes i første omgang ikke at finde frem til gerningsmændene.
De beskrives begge som arabisk af udseende, ca. 14-17 år, iført mørkt tøj. Den ene havde bæltetaske og en sort kasket på.