Kanonslag kastet efter børnefamilie
En børnefamilie på vej på restaurant fik kastet kanonslag efter sig ved biltræf.
En Facebook-gruppe under navnet ”Cars and Coffee Aarhus” har de seneste måneder været i politiets søgelys.
De har en gang imellem arrangeret bildemonstrationer, biltræf rundt omkring Aarhus og ikke mindst ulovlig kap- og væddeløbskørsel.
Det gjorde de også i lørdags, hvor cirka 1000 mennesker og 500 biler var samlet til en form for udendørs fest ved Mega Syd i Viby.
Her blev der grillet pølser og hørt musik fra bilerne, og der var generelt god stemning. Det melder Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kanonslag mod børn
Den gode stemning fik dog en uhensigtsmæssig slutning, da en person fra den store forsamling kastede et kanonslag efter børnefamilie, der var på vej hen til en nærliggende restaurant.
Det lykkedes ikke for politiet at finde frem til personen, der havde kastet kanonslaget.
Der var civilklædte betjente til stede under hele stævnet, og det viste sig at være en god idé, da forsamlingen senere lørdag aften flyttede sig til Jens Olsens Vej i Aarhus N.
Her blev deltagere mødt af ”crew” fra Cars and Coffee Aarhus, der holdt vagt og spurgte, om man ville køre ræs. Her kunne de civilklædte betjente blandt andet se, at der med røde lamper var markeret en racerbaner, hvor en person gav tegn til bilerne om at ræse afsted.
Fængselsstraf
Det lykkedes politiet at få fat i manden, der igangsatte racerløbene. Han kan ifølge Østjyllands Politi se frem til en fængselsstraf og bøde for at medvirke til farlig kørsel.
Samtidig med den føromtalte mand lykkedes det politibetjentene at få fat i en 20-årig mand fra Aarhusområdet og en 18-årig mand fra Aalborg, der havde kørt om kap mod hinanden.
De fik inddraget deres kørekort på stedet. De må, ud over fængsels- og bødestraf, forvente en længere ubetinget frakendelse af førerretten.