Fortsæt til indhold

Indbrud i Tungelundbadet: »Man bliver så nedslået«

Efter et indbrud i weekenden vil bestyrelsen i Tungelundbadet overveje overvågning.

Krimi

Is, slik, drikkevarer, to lyseblå kurve til svømmevinger og en jernstang. Det blev udbyttet, da en eller flere personer brød ind i Tungelundbadets kiosk natten til lørdag 31. juli.

»Det er os en gåde, hvordan de er kommet ind, for det ser ikke umiddelbart ud til, at noget er brudt op,« siger Jette Laursen, som er formand for bestyrelsen i Tungelundbadet.

Hun ærgrer sig gevaldigt over, at nogle har haft for lange fingre.

»Det er simpelthen så lidt at gøre sig til tyv for, og man bliver bare lidt nedslået, når man tænker på, hvor mange frivillige kræfter, som vi lægger i det her sted,« siger hun og tilføjer, at svømmebadet oplever en lignende episode cirka én gang hvert andet år.

Ud over, at man formoder indbruddet er sket efter klokken to om natten, og at et skilt fra en af de blå kurve er fundet på den anden side af Aidt, er der ikke meget at gå efter i forhold til at finde indbrudstyven(e).

Heldigvis er der tilsyneladende ikke lavet skader på selve anlægget.

Kan I gøre noget for at forhindre, at det her sker igen?

»Altså vi låser alt af og låser alt fast - alt er så lukket, som det kan blive, når nu der er tale om et friluftsbad. Der kommer også lys over alt, så snart der er bevægelse. Hvad mere kan vi gøre? Sætte strøm i hegnet?« spørger Jette Laursen i spøg - hun fortsætter:

»Nu vil vi i bestyrelsen overveje, om der er behov for overvågning.«