Her gik mor og 5-årig datter, da vanvidsbilist kom ræsende på fortovet: Busskilt reddede deres liv
Politiet gør alt for at finde manden, som kørte vanvidskørsel i Valby søndag.
Den unge mor, Nina Boe Wille, og hendes 5-årige datter var kun få meter fra at blive torpederet af en bil, da de søndag aften ved 19-tiden gik en tur på Valby Langgade. Det skriver B.T.
Pludselig kom en bil ræsende med fuld fart på fortovet, og havde det ikke været for busstoppestedet foran Valby Fodklinik, så var de to med stor sandsynligvis blevet ramt af vanvidsbilisten.
Efter at havde smadret ind i busskiltet, sprang føreren ud af bilen og stak af til fods.
»Jeg er i chok. Men jeg når at tænke: ’Hvorfor stikker han af? Er han påvirket?’. Dernæst bliver jeg rigtig vred og kommer til at tænke på den ulykke, der fandt sted ikke så langt derfra sidste år, hvor en femårig pige døde, da hun gik på gaden med sin mor,« siger Nina Boe Wille til B.T.
Flugtbilisten er fortsat på fri fod, men ifølge vagtchef hos Københavns Politi, Michael Andersen, gør man alt for at få fat i manden.
»Jeg kan ikke love, at vi finder ham, men vi gør alt, hvad vi kan,« siger han.
Politiet har fået et signalement fra den stærkt chokerede Nina Boe Wille, men det er endnu ikke videregivet til offentligheden.
Hvis du vidnede vanvidskørslen og det efterfølgende uheld søndag aften, skal du kontakte Københavns Politi på telefon 1-1-4.