Fortsæt til indhold

Aarhusianer fandt sin stjålne cykel på Facebook

21-årig mand fra Aarhus fik for nylig stjålet sin cykel. Mandag dukkede den op på Facebook.

Krimi
jwh

En 21-årig mand fra Aarhus opdagede mandag, at hans cykel, der var blevet stjålet tre uger forinden, var til salg på Facebook.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Den 21-årige aarhusianer valgte derfor at skrive til sælgeren og foregav i den forbindelse at være interesseret i at købe cyklen. Kort tid efter kontaktede han politiet for at høre, om de havde mulighed for at være med, når han skulle mødes med sælgeren.

Omkring kl. 17.20 mødte den 21-årige op på en aftalt adresse, og da en 31-årig mand kom trækkende med cyklen for at sælge den, trådte to betjente frem og anholdt ham.

Den 31-årige forklarede, at han havde købt cyklen af en anden mand. Da det umiddelbart ikke kun bevises, at han havde stjålet cyklen, blev han sigtet for hæleri. Hans lejlighed blev desuden ransaget, men der blev ikke fundet noget af interesse for politiet, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tilmeld dig.