Skabte utryghed: Gik rundt i boligområde med pistol
19-årig mand anholdt i Aarhus V efter opkald fra utryg borger.
En patrulje fra Østjyllands Politi måtte torsdag eftermiddag rykke hurtigt ud til boligområdet ved Fuglesangs Allé i Aarhus V.
Årsagen var, at en bekymret borger ringede klokken 17.31, da han så en mand gå rundt med en pistol i hånden.
Patruljen fandt hurtigt manden med pistolen, beordrede de ham til at lægge den fra sig og lægge sig på jorden, hvilket han med det samme efterkom.
Pistolen viste sig at være en gaspistol, og manden viste sig at være en 19-årig mand fra Aarhus.
Han blev anholdt og er foreløbigt sigtet for trusler på livet ved at have skabt frygt for andres liv.
Den 19-årige fortalte, at han havde mødtes med en ven på en boldbane, hvor de havde afprøvet pistolen. Han vidste ikke, at det var ulovligt, når det ikke var en rigtig pistol.