42-årig mand fik alvorlige kvæstelser i hovedet ved arbejdsulykke: Nu er han død
En 42-årig mand er død af sine kvæstelser efter ulykke på en betonfabrik ved Hedensted.
jn
En arbejdsulykke, som indtraf på en beton-elementfabrik ved Hedensted omkring klokken 04.30 tirsdag morgen, har kostet en 42-årig mand livet.
Det skriver TV Syd.
Manden, der er fra lokalområdet, fik svære og alvorlige kvæstelser i hovedet, da han kom i klemme mellem en maskine og en påhængsvogn, og han blev efterfølgende kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Sydøstjyllands Politi blev tirsdag eftermiddag underrettet om dødsfaldet, og de pårørende er nu blevet underrettet videre.
Det er Arbejdstilsynet, der undersøger omstændighederne ved ulykken nærmere, skriver TV Syd.