Fortsæt til indhold

Aarhusiansk kvinde dømt: Opfordrede på Facebook til at Rasmus Paludan blev skudt

En 37-årig kvinde er kendt skyldig i at opfordre til en forbrydelse mod politikeren Rasmus Paludan.

Krimi

»Er der ikke snart nogen, som kan ramme den mand med en kugle, så vi slipper for ham.«

En 37-årig kvinde fra Aarhus V blev mandag dømt for blandt andet at have skrevet ovenstående på Facebook tilbage i maj 2020.

Byretten fandt hende skyldig i at ”tilskynde til en forbrydelse” og idømte hende 40 dages betinget fængsel.

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tilmeld dig.

Fotograf gik til politiet

Kommentaren på Facebook omhandlede politikeren Rasmus Paludan og blev skrevet til et opslag om selvsamme politiker af pressefotografen Per Øxenholt.

Det var Per Øxenholt, der endte med at melde kvinden til politiet efter at have læst hendes ytringer.

»På min Facebook-side skal man ikke komme med trusler om slå nogen ihjel, så er jeg nødt til at reagere. Så går jeg videre med det. Hvis hun eller andre gør alvor af det, og jeg ikke har reageret, vil jeg selvfølgelig have det skidt med det. Jeg kender jo ikke hendes hensigter,« forklarer han til Lokalavisen Aarhus.

Længere nede i kommentarsporet til Per Øxenholts opslag skrev den 37-årige kvinde også følgende, der indgik i sagen mod hende:

»Jeg er så pissetræt af, at Rasmus Paludan og hans latterlige venner ikke kan klare sig selv. Hvis man vil ud med sine meninger og holdninger, så må man sgu tage de følger, der hører med. Hvorfor skal han eller de beskyttes i hoved og røv. Derfor ville det være nemmere, hvis han eller de blev ramt af et skud. Det er trods alt ikke kun et lille beløb, Danmark bruger på dem.«

Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med kvinden, som ikke ønsker at udtale sig om dommen.

Anklager: »Tænk dig om«

Rasmus Paludan, der ikke selv har været indblandet i sagen, glæder sig over, at der er faldet dom over den 37-årige kvinde.

»Hun har tilskyndet offentligt til, at jeg skulle skydes. Det er ikke trusler, men i mine øjne betydeligt værre end trusler, for hun risikerer at give nogle mennesker derude gode idéer. Så jeg er glad for, at hun er blevet dømt,« siger Stram Kurs-stifteren.

Dommen på 40 dage var, hvad anklager Lisbeth Weiss gik efter.

»Det er en standarddom, men det er en skærpende omstændighed, at der har været tale om en politiker. Det har givet cirka ti dage ekstra. Det var hendes påstand, at det ikke var hendes hensigt, at nogen skulle skyde Rasmus Paludan, og det, tror jeg, står klart for enhver, men dommeren mente, at det var omfattet af straffeloven,« siger Lisbeth Weiss og fortsætter:

»Moralen er jo, at man skal tænke sig om, inden man skriver - især på Facebook og de sociale medier. Dommen viser, at selvom man ikke har til hensigt at gøre det, man skriver, så bliver det taget alvorligt.«

Den 37-årige kvinde blev også dømt til at betale sagens omkostninger. Hun modtog dommen, men har 14 dage fra domsafsigelsen til at ombestemme sig.