Uro på aarhusiansk opholdssted: Politiet fandt våben og narko
Politiet blev onsdag kaldt ud til et opholdssted i Harlev, hvor der var opstået uro.
Personalet på et opholdssted i Harlev valgte onsdag eftermiddag kort før klokken 17 at tage kontakt til politiet, efter der var opstået uro i forbindelse med, at en beboer ifølge anmeldelsen havde vist en pistol frem for en anden beboer.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da politiet ankom til stedet, fik betjentene adgang til den pågældende beboeres værelse, hvor de dog under ransagning ikke fandt nogen pistol. Betjentene fik besked på, at beboeren befandt sig på naboværelset, og her blev han fundet i besiddelse af en taske, hvori der lå en mindre hardball-pistol, som han forklarede var identisk med den, han havde vist frem for den anden beboer.
Den 24-årige mand blev desuden fundet i besiddelse af hash samt to kasteknive, og han blev derfor sigtet for narkobesiddelse og for overtrædelse af knivloven, oplyses det i døgnrapporten.