Ung mand steg ind i pirattaxa: Det skulle han aldrig have gjort
En 20-årig mand anmeldte søndag, at han havde været udsat for tyveri i forbindelse med en pirattaxa-tur. Hvilket viste sig at blive en dyr tur.
En 20-årig mand anmeldte søndag, at han havde været udsat for tyveri i forbindelse med en pirattaxa-tur.
Han forklarede, at han natten til søndag tog en pirattaxa hjem fra Åboulevarden i Aarhus. Da han skulle betale, opdagede han, at hans pung var væk.
Den »fandt« taxachaufføren dog til ham i bilen, inden den 20-årige steg ud. Senere opdagede den 20-årige, at hans kreditkort manglede, og at der var blevet hævet flere tusinde kroner fra hans konto. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Samtidig oplyser politiet, at det har set flere lignende sager og opfordrer kraftigt til, at man aldrig tager en pirattaxa.