Fortsæt til indhold

Tilfældig forbipasserende blev dagens helt: Reddede 81-årig mand op fra havnen

En 81-årig mand røg onsdag aften i vandet - heldigvis blev det opdaget.

Krimi

En 81-årig mand fik sig onsdag aften en slem forskrækkelse. For manden, som befandt sig ude på Aarhus Ø nær Inge Lehmanns Gade, faldt i det kolde, mørke vand. Det oplyser Østjyllands Politi.

Heldigvis var der dog en forbipasserende, som spottede uheldet. Manden, der så den 81-årige falde i havnen, lykkedes efterfølgende med at få manden hevet op på land igen.

Herfra blev den ældre mand kørt på skadestuen og skulle efter omstændigheder være i god behold. Hvordan manden endte i vandet er ikke klart.