Hverdagshelt ilede til undsætning: Så mand blive sparket på, mens han lå på jorden
38-årig mand sigtet for vold i Jægergårdsgade.
Ved højlysdag og middagstid blev den ellers så hyggelige Jægergårdsgade for en kort stund scene for et voldeligt optrin torsdag.
En borger så torsdag omkring klokken 11.40, at en mand skubbede en anden mand omkuld midt på vejen i Jægergårdsgade.
Da manden begyndte at sparke den anden mand, mens han lå ned, løb borgeren til undsætning og tilbageholdt voldsudøveren.
Den tililende hjælper holdt manden fast, indtil politiet ankom kort efter og tog over.
Det viste sig, at offeret var en 58-årig mand, som var nødt til at blive kørt til skadestuen, men ikke umiddelbart var kommet alvorligt til skade.
Ifølge den 58-årige kender han ikke den 38-årige mand, der stod bag overfaldet, og motivet for overfaldet er endnu ukendt.
Den 38-årige blev anholdt og sigtet for vold.