Politiet massivt til stede: Person ramt af knivstik
Østjyllands Politi oplyser på Twitter, at en person er blevet ramt af knivstik i Viby.
En person blev sent søndag aften ramt af knivstik på Ormslevvej i Viby, hvilket var årsagen til, at politiet de efterfølgende timer var massivt til stede i området.
Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
På billeder, som Lokalavisen Aarhus har modtaget, kan det ses, at et område blev afspærret, imens politiets teknikere arbejdede på stedet. Politiet har dog endnu ikke lyst til at kommentere sagen.
»Vi er stadig i gang med efterforskningen, så der bliver ikke meldt yderligere ud før engang, når det bliver lyst,« siger vagtchef Bo Christensen ved Østjyllands Politi til Ekstra Bladet og oplyser, at det bliver politiets kommunikationsafdeling, der kommer til at melde yderligere ud.
Lokalavisen Aarhus følger sagen.