Fortsæt til indhold

Hammel-virksomheden McBride slog alarm sent fredag aften: Flere personer kørt på hospitalet efter arbejdsulykke

Politi, redning, brandvæsen og Beredskabsstyrelsen rykkede ud til virksomheden McBride, der producerer rengøringsprodukter.

Krimi

Lidt af et drama udspillede sig sent fredag aften i ude i Hammels erhvervsområde på Englandsvej.

Klokken 22.11 blev politiet alarmeret om en arbejdsulykke hos virksomheden McBride, der producerer rengøringsprodukter, og det satte et større apparat i gang.

»I forbindelse med arbejdet begyndte nogle ansatte at klage over irriterende kløe i næsen,« fortæller Morten Hansen, vagtchef ved Østjyllands Politi.

Det fik alarmklokkerne til at ringe, idet virksomheden har med stærke kemikalier at gøre, så både brandvæsen, flere lægebiler og ambulancer, samt Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt.

Det var dog heldigvis ikke så alvorligt, som man kunne have frygtet. Ifølge vagtchefen var der ingen alvorligt tilskadekomne.

Flere personer blev dog kørt på hospitalet til tjek for en sikkerheds skyld.

Sagen er nu overgivet til Arbejdstilsynet, som lørdag tager ud til McBride for at besigtige forholdene.

Foto: Øxenholt Foto
Foto: Øxenholt Foto