Grønlandsk varmestue udsat for hærværk: Flere ruder smadret med brosten
46-årig bruger blev sur over afvisning og lod sin frustration gå ud over varmestue.
En 46-årig mand blev tirsdag morgen klokken 06.45 så sur på personalet i den grønlandske varmestue, Naapiffik, på Kalkværksvej i Aarhus, at han endte med at begå hærværk på stedet.
Den 46-årige blev afvist i varmestuen, da der var lukket for flere overnattende, og det fik ham til at samle nogle brosten op, som han kastede mod ruderne.
Fire ruder blev knust, og medarbejderne kontaktede politiet, der kort efter ankom, og den 46-årige stod stadig og råbte foran døren til varmestuen.
Han erkendte at have knust ruderne, og han blev anholdt og sigtet for hærværket.