Motorvej spærret efter stor trafikulykke: Flere tilskadekomne
Op mod otte biler har mandag morgen været impliceret i et trafikuheld på Hillerødmotorvejen.
Op mod otte biler har mandag morgen været impliceret i en stor trafikulykke på Hillerødmotorvejen.
Det meddeler Beredskab Øst på Twitter.
Der meldes om flere tilskadekomne.
Motorvejen er helt spærret på Hillerødmotorvejen lige før Bagsværd i nordgående retning.
Vestegnens Politi melder om glat føre og beder derfor alle om at køre forsigtigt.
»Vi er p.t. tilstede til færdselsuheld på Hillerød Motorvejen med mange involverede. Det er meget glat derude, kør forsigtigt, vis hensyn og husk at holde afstand,« skriver Vestegnens Politi på Twitter.
»Det er en kombination af glat føre derude og broer, som bliver underafkølet. Det overrasker ganske enkelt folk, når de kommer ud på de her broer. Så det har været en kombination af, at man ikke har kørt efter forholdene og så det her pludselige meget glatte føre på broen,« fortæller Bo Nyberg Ris, vagtchef hos Vestegnens Politi, til Lokalavisen.dk.
Der skulle ifølge vagtchefen ikke være nogen alvorligt tilskadekomne.
»Vi har umiddelbart ikke nogen alvorligt tilskadekomne. Men vi har haft to uheld på samme motorvej, der involverer to politikredse. Det ene implicerede 15 biler i alt. Det andet drejede sig om tre biler,« siger Bo Nyberg Ris, der samtidig melder, at politiets arbejde nu er færdigt på ulykkesstedet.
»Vejdirektoratet har nu været ude og salte vejen, men trafikken kommer selvfølgelig til at hænge lidt de næste par timer grundet uheldet,« slutter vagtchefen.
Nordsjællands Politi melder samtidig om et færdselsuheld mellem to personbiler på Hillerødmotorvejen ved Fiskebækbroen i Farum.
»Sydgående spor er p.t. spærret, hvorfor der lige nu er lang kø. Vi forventer dem åbnet inden for 10 min. Ingen alvorlig tilskadekomst ved uheldet,« skriver Nordsjællands Politi på Twitter.
Klokken 07.11 kunne Nordsjællands Politi melde, at politiets arbejde på stedet nu er færdigt, og at der atter er åbnet op for færdslen på motorvejen igen.
Opdateres ...