15-årige drenge kørte sammen
Sydøstjyllands Politi melder om tre færdselsuheld i det senest døgn.
Der har været tre færdselsuheld i Skanderborg i det seneste døgn.
Det oplyser vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
To knallerter kørte frontalt sammen torsdag aften klokken 21.35 ved Kejlstrupparken i Virring. De kom kørende fra hver deres retning på Lykkegårdsvej, og begge - to 15-årige drenge fra henholdsvis Skanderborg og Solbjerg - blev efterfølgende kørt på Aarhus Universitetshospital i Skejby med henblik på nærmere undersøgelser.
Torsdag morgen skete der et færdselsuheld klokken 9.57 på Gammel Horsensvej i nordlig retning, hvor vejen krydser Svinsagervej.
En 69-årig kvinde fra Skanderborg påkørte en 53-årig kvinde fra Aarhus bagfra, da hun fejlvurderede afstand og bremselængde.
Der var ingen personskade.
Torsdag klokken 16.27 var der et færdselsuheld på Skanderborgvej, hvor en 21-årig mandlig bilist fra Ry kørte op bag i en 25-årig kvindelig bilist fra Skanderborg. Hun bremsede op for at foretage et venstresving, hvorefter hendes bil blev ramt. Her var der heller ingen personskade, oplyser Stig Simonsen.