Fortsæt til indhold

Anholdt: Mand satte ild til lejlighed i Aarhus

En 36-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger for at have udsat flere personer for fare ved at sætte ild til en lejlighed.

Krimi
jwh

En 36-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger i Retten i Aarhus, efter han dagen forinden blev anholdt for forsætlig brandstiftelse ved at have sat ild til en lejlighed i Vestre Ringgade i Aarhus og på den måde at have udsat flere personer for fare.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Politi og brandvæsen rykkede onsdag klokken 16.13 ud til lejligheden, hvor brandmændene hurtigt fik ilden under kontrol, så den ikke nåede at sprede sig til andre lejligheder.

Efterforskningen ledte hurtigt politiet på sporet af den 36-årige, som omkring klokken 19.30 blev standset i sin bil i Brabrand, hvor han blev anholdt og sigtet for brandstiftelsen.

I grundlovsforhøret i Aarhus nægtede den 36-årige mand sig skyldig og tog forbehold for at kære kendelsen.