Mistænkelig mand på spil i Åbyhøj
Med kort tids mellemrum modtog Østjyllands Politi torsdag to anmeldelser fra beboere i Åbyhøj, der begge havde haft uønsket besøg af en mistænkelig mand.
Med 15 minutters mellemrum modtog Østjyllands Politi torsdag formiddag to anmeldelser fra beboere i Åbyhøj, der begge havde haft uønsket besøg af en mistænkelig mand.
En 38-årig kvinde fra C.A. Thyregodsvej havde klokken 11.02 overrasket en mand i sin entré.
Kvinden, der arbejdede hjemmefra, hørte pludselig hoveddøren gå op, og da hun spurgte, hvem det var, blev døren derefter hurtigt lukket igen.
Da kvinden gik hen til døren, stod manden udenfor, og da hun spurgte, hvad han lavede der, svarede han, at han ledte efter en donkraft.
Derefter satte manden sig ind i en parkeret bil – en Peugeot – og kørte væk derfra.
Manden kørte dog tilsyneladende ikke særligt langt.
For klokken 11.20 oplevede en 68-årig mand på Ydunsvej noget tilsvarende.
Den 68-årige mand så nemlig en mand luske rundt i sin have. Og da han tog kontakt, spurgte manden efter noget værktøj.
Politiet formoder, at der er tale om samme gerningsmand, eftersom de to signalementer minder påfaldende meget om hinanden.
Østjyllands Politi opfordrer derfor borgerne til at være ekstra opmærksomme og kontakte politiet, hvis man oplever mistænkelig færden i sit boligområde.