Ulovligt fyrværkeri og narko: Politiet ransager bolig i Aarhus
29-årig aarhusianer anholdt efter politiet torsdag ransagede lejlighed i Viby.
jwh
Østjyllands Politis specialpatrulje valgte torsdag klokken 17 at ransage en adresse i Viby, hvor betjentene havde en mistanke om, at der blev opbevaret og solgt hash.
Det oplyser politiet i døgnrapporten.
Under ransagningen fandt betjentene flere plader hash, flere salgsposer med hash samt flere ubrugte salgsposer. Der blev derudover fundet en del kontanter, lidt kokain, to pebersprays og diverse ulovligt fyrværkeri i form af flere forskellige kanonslag og nogle rørbomber.
I boligen befandt en 29-årig mand sig, som blev anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg, flere overtrædelser af våbenloven samt overtrædelse af fyrværkeriloven.