Politiet efterlyser gerningsmand: Offer stadig i kritisk tilstand - ramt af skud i hovedet
Lørdag aften blev København ramt af endnu en skudepisode, da der blev affyret skud på en vandpibecafé på Åboulevarden mellem Frederiksberg og Nørrebro. En person er kritisk tilstand.
For tredje dag i træk har københavnere været vidne til skudepisoder i byen.
Den seneste i rækken kom lørdag aften, da Københavns Politi modtog en melding kort efter halv ti om skud på en vandpibecafé mellem bydelene Frederiksberg og Nørrebro.
Politiet kunne herefter melde ud lørdag, at en enkelt person var blevet ramt af skud ved episoden og befandt sig i ”meget kritisk tilstand”, mens gerningsmanden fortsat er på fri fod.
Skudofferet er blevet ramt i hovedet under skudepisoden og befinder sig til morgen søndag stadig i kritisk tilstand, oplyser politiet på Twitter.
Over for TV2 uddyber Københavns Politi søndag morgen:
»Vi ved ikke, hvor mange skud, der er blevet affyret, men vi kan konstatere, at han er ramt af et enkelt skud i hovedet,« siger Rasmus Skovgaard, politiinspektør hos Københavns Politi, til TV2.
Han oplyser også, at skudofferet er identificeret, og at der er tale om en 39-årig mand.
Efterlyser med overvågningsbillede
Kort før midnat lørdag delte Københavns Politi så overvågningsbilleder af den formodede gerningsmand, som de i skrivende stund stadig jagter.
Den formodede gerningsmand beskrives af politiet som værende en ung mand med fuldskæg, cirka 175 cm høj, han bar mørkt tøj, sort jakke og sorte eller blå bukser, har mørkt hår, sorte sko, sorte handsker og sort mundbind.
Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.
Tredje dag i træk med skud
Politiet kan endnu ikke sige, om skyderiet er banderelateret, og er også forsigtige med at kæde det sammen med de seneste dages skudepisoder, oplyser de til TV2.
For som før nævnt er det tredje dag i træk, at hovedstadsområdet bliver rystet af skyderier. Torsdag aften blev en mand dræbt af skud i ryggen på Nørrebrogade, mens to personer blev såret fredag under et skyderi ved en frisørsalon i Rødovre. Her er to formodede gerningsmænd stadig på fri fod.
- Men det er klart med de episoder og hændelser, der har været de sidste dage, så er det en hypotese, der fylder mere og mere i vores efterforskning, siger Rasmus Bernt Skovsgaard til TV2.
I en pressemeddelelse fredag oplyste politiet, at de indførte visitationszone i dele af Rødovre og Herlev Kommuner som følge af skyderierne samt i Tingbjerg, Husum og dele Nørrebro og Københavns Nordvestkvarter.
Københavns Politi oplyser yderligere på Twitter, at de vil være synligt og tryghedsskabende til stede på Nørrebro i løbet af søndag.