Fortsæt til indhold

Redningshelikopter sat ind på Ærø: Leder efter spirituspåvirket mand

Politiet leder mandag morgen efter en 24-årig spirituspåvirket mand i og omkring Marstal på Ærø. En redningshelikopter deltager i eftersøgningen.

Krimi

Opdatering klokken 10.22. Fyns Politi meddeler, at den efterlyste mand er fundet igen. »Han er ved egen hjælp kommet hjem og er i god behold,« skriver Fyns Politi på Twitter.

Der er mandag morgen iværksat en større eftersøgning i og omkring Marstal på Ærø efter en 24-årig spirituspåvirket mand.

Manden er forsvundet uden overtøj og er sidst set i Marstal klokken 22.40 søndag aften.

Det melder Fyns Politi mandag morgen klokken 5.32 på Twitter.

Politiet meddeler desuden at en redningshelikopter deltager i eftersøgningen.

Politiet opfordrer folk i Marstal til at kigge i garager og udhuse.

Sten Nyland, vagtchef hos Fyns Politi, kommer også med en klar opfordring til alle borgere i området overfor Lokalavisen.dk.

»Vi vil opfordre alle til at tjekke deres uaflåste biler samt i udhuse og garager – alle steder, hvor han potentielt har kunnet lægge sig til at sove.«

Sten Nyland fortæller, at den eftersøgte person sidst er set gå fra et værtshus på Kongensgade i Marstal søndag aften klokken 22.40.

»Her meddelte han, at han havde planlagt at gå hele vejen hjem til sin bopæl fire kilometer væk. Men han dukkede aldrig op derhjemme,« fortæller vagtchefen.

»Lige nu kan vi ikke se noget som helst i mørket. Derfor bruger vi helikopteren. Redningshelikopteren her nemlig termisk udstyr. Men vi er ved at mande op nu her og skal også til at sende sporhunde afsted,« siger han.

TV 2 Fyn skriver, at Forsvaret natten til mandag blev indkaldt til eftersøgningen med en såkaldt Fennec-helikopter.

En helikopter, der altså kan søge med infrarød, men som modsat en redningshelikopter ikke kan sænke en lift ned.

Peter Vestergaard, der er vagtchef ved Fyns Politi, melder til TV 2 Fyn ved ottetiden mandag morgen, at en hundepatrulje har kurs mod Ærø.

»Så længe vi har den mindste forhåbning om at finde ham, leder vi,« siger vagtchefen.

Lokalavisen.dk følger sagen ...