Fortsæt til indhold

Eksmand anker ikke dom

Flemming Mogensen accepterer livstidsdom, skriver TV2 Østjylland.

Krimi
Citathistorie: TV2 Østjylland

52-årige Flemming Mogensen accepterer den livstidsdom, han i den forgangne uge fik for drab og partering af sin tidligere samlever, Freyja Egilsdottir, i deres tidligere hjem i Malling ved Aarhus.

Flemming Mogensen havde udbedt sig betænkningstid, fordi han foretrak en behandlingsdom. Men livstidsdommen bliver altså ikke anket. Det oplyser Flemming Mogensens forsvarsadvokat, Mads Krarup, til TV2 ØSTJYLLAND.

»Jeg kan oplyse, at dommen ikke ankes. Vi sætter vores lid til, at Flemming - uanset at der ikke bliver tale om en forvaringsdom - kan få den fornødne behandling under afsoning,« siger Mads Krarup til TV2 ØSTJYLLAND.

I slutningen af januar 2021 kvalte den 52-årige mand Freyja Egilsdottir i hendes hjem i Malling. Så slæbte han hendes lig ind på et badeværelse og fandt en sav på loftet, som han brugte til at partere hende med.

Det var anden gang, Flemming Mogensen blev dømt for drab. I 1996 fik han ti års fængsel for at have dræbt moderen til sin dengang to-årige søn.

Under retssagen om drabet på Freyja Egilsdottir fortalte Flemming Mogensen, at han selv foretrak forvaring, så hans psykiske problemer kunne blive behandlet.

Sagens anklager forklarede undervejs i sagen, at det, ifølge anklagemyndighedens opfattelse, var mest rimeligt med livstid.