Fortsæt til indhold

Frivillig organisation indkalder til endnu en stor eftersøgning

Den frivillige organisation Missing People har på Facebook indkaldt til endnu en større eftersøgning af den forsvundne Peter Burns.

Krimi
af

En masse frivillige i gule veste ledte søndag efter den 29-årige irer Peter Burns, der nu har været forsvundet i cirka en uge.

Søndag var det den frivillige organisation Missing People, der arrangerede eftersøgningen, hvor cirka 20 frivillige deltog.

Peter Burns forsvandt natten til søndag for godt en uge siden. Den 29-årige Burns havde drukket fyraftensøl med sine kollegaer lørdag aften i det centrale Aarhus og skulle efter planen have overnattet hos sin søster på Aarhus Ø.

Her dukkede han aldrig op.

Politiet har fundet ud af, at Peter Burns mobiltelefon blev registreret af en mast på Aarhus Ø ved tretiden natten til søndag. Og på en video fra et overvågningskamera nær Navitas på Aarhus Ø ses Peter Burns gå rundt ved Navitas. Tæt på havnekajen. Østjyllands Politi søger også fortsat efter den forsvundne, unge mand.

Det fortalte vagtchef Hans Henrik Bagger til Lokalavisen Aarhus søndag.

»Vi fortsætter efterforskningen og har også talt med Missing People om dagens aktion,« lød det fra Hans Henrik Bagger.

Lørdag iværksætter Missing People så endnu en større eftersøgning af den forsvundne Peter Burns.

Det fremgår af et opslag på organisationens Facebook-side.

»For at deltage i eftersøgninger med Missing People skal du være fyldt 18 år. Man behøver ikke deltage i hele det udmeldte tidsrum eftersøgningen varer. Hver en time hjælper os og de pårørende, så kom og gå med – også selvom du kun har et par timer,« skriver Missing People-organisationen i opslaget.

Her frabeder organisationen, at man medbringer sin egen hund til eftersøgningen.

»Der kan være deltagere omkring dig, som ikke er trygge ved hunde, samtidig med at det kan ta’ din koncentration også at skulle koncentrere dig om din hund. Missing People benytter deres egne certificerede hunde på eftersøgningerne, og disse går ikke med de frivillige søgere ud,« lyder det.

Mødestedet for lørdagens eftersøgning er ved Aarhus Sejlklub klokken 11.00. Den frivillige eftersøgning finder sted fra klokken 11.00 til 16.00 lørdag.

På den føromtalte video fra overvågningskameraet nær Navitas på Aarhus Ø ses også en yngre mand på cykel, som gentagne gange kigger efter Peter Burns, og ham har politiet efterlyst, da man tror, at han kan hjælpe med værdifuld information.

»Men vi har desværre ikke fået kontakt til cyklisten indtil videre. Vi vil stadigvæk meget gerne have henvendelser fra vidner, der kan hjælpe os i efterforskningen,« fortalte Hans Henrik Bagger søndag.

Cyklisten var iført en jakke med hætte og cyklede på en damecykel.