Købte våben, ammunition og udstyr: Tiltale rejst mod 27-årig for at planlægge skyderier på muligvis flere skoler
Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod en 27-årig mand, der angiveligt har planlagt og forberedt skyderier og drab på en eller flere skoler i Nord- og Østjylland. Sagen tages op i januar.
Opdateret kl. 12.00: Anklageskriftet viser, at den 27-årige blandt andet har foretaget rekognoscering omkring skoler og uddannelsesinstitutioner i Aarhus-området.
»Det er en særdeles alvorlig sag.«
Sådan lyder det fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor de offentliggør, at en 27-årig mand med bopæl i Hobro i Region Nordjylland er tiltalt for planlægning og forberedelse af skyderi på en eller flere skoler i nord- og østjyske.
Den 27-årige havde blandt andet foretaget rekognoscering på flere skoler og uddannelsesinstitutioner i Aarhus-området, skriver TV2, der har fået indsigt i anklageskriftet.
»Vi mener, at den 27-årige mand har udført adskillige forberedelseshandlinger med forsæt til at begå drab, herunder har han anskaffet sig skydevåben og skarp ammunition. Det er vores opfattelse, at han af personlige årsager ville udføre skyderi på en eller flere skoler i Nordjylland eller Østjylland,« siger specialanklager Kim Kristensen, Nordjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
En længerevarende efterforskning af førte til anholdelse af den 27-årige tilbage i december sidste år, men siden april i år har han siddet varetægtsfænglset i surrogat på en psykiatrisk afdeling.
Planlagde flere drab
Tiltalen fra anklagemyndigheden omfatter forsøg på manddrab, ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder og overtrædelse af våbenbekendtgørelsen. Ifølge anklageskriftet har den 27-årige mand i tiden fra omkring 2015 og frem til anholdelsen 16. december 2020 planlagt at dræbe flere personer på skoler og lignende institutioner i Nord- eller Østjylland, oplyser politiet.
»Der er rejst tiltale for, at han som forberedelseshandling har foretaget søgninger på nettet om våben og specifikt om skoler i Nord- og Østjylland. Derudover er han tiltalt for at have anskaffet sig pistoler og ammunition samt tilladelse hertil, fragtet en skarpladt pistol rundt i det offentlige rum samt anskaffet sig taktisk beklædning og et køretøj til brug for skyderiet,« siger specialanklager Kim Kristensen.
Anklagemyndigheden nedlægger påstand om, at den tiltalte skal dømmes til anbringelse på psykiatrisk afdeling. Sagen er berammet ved Retten i Aalborg den 17.-18., 27. og 31. januar 2022 samt den 3. februar 2022, og den skal køre som en nævningesag.