Påkørsel i lyskryds: Foden gled på bremsen
Heldigvis havde den 54-årige bilist kun meget lav fart på.
En glat fod resulterede mandag klokken 18.19 i et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Toftegårdsvej i Hadsten.
En 54-årig mandlig bilist kom således kørende ad Skanderborgvej og ville bremse ned for rødt lys. Hans fod gled dog på bremsen, så han ikke nåede at få bremset helt ned, men i stedet påkørte en anden bil, ført af en 42-årig kvinde, der holdt stille for rødt lys. Begge er fra Hadsten.
Den 54-årige bilist havde meget lav hastighed, så der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved sammenstødet, oplyser Østjyllands Politi.