Blotter sagde »undskyld«: Stod med erigeret lem i hånden foran kvinde
Østjyllands Politi fik mandag formiddag en anmeldelse om en blotter i Botanisk Have i Aarhus.
En 24-årig kvinde fik sig mandag formiddag en ubehagelig overraskelse, da hun gik en tur igennem Botanisk Have i Aarhus. Klokken 10.30 blev hun således udsat for en blotter, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kvinden har forklaret til politiet, at hun gik ved væksthusene bag ved en mand i en grå/sort uldfrakke. Da kvinden kom tættere på ham, trak han ind til siden, så hun kunne passere på den smalle sti. Da hun gik forbi ham, sagde han meget høfligt »undskyld«, hvilket fik kvinden til at vende sig om.
Men da hun vendte sig, kunne hun se, at han stod med sit erigerede lem i hånden. Han spurgte hende, om hun ville se ham onanere, hvilket hun afviste, hvorefter hun skyndte sig væk fra stedet, oplyses det i døgnrapporten.
Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner, der kan hjælpe med at få identificeret manden. Politiet kan kontaktes på 114.