Voldsom brand i lejlighedsbygning: Flere opgange evakueret
Endnu uvist, hvordan lejlighedsbrand opstod.
Politi og brandvæsen rykkede sent torsdag aften massivt ud til en voldsom brand i en lejlighed på Gudrunsvej i Brabrand.
»Lejligheden var overtændt, da vi lander derude, og fordi der er tale om en lejlighed på øverste etage, var branden på vej op i taget, og så er det, at den pludselig kan løbe hurtigt,« siger operationschef i Østjyllands Brandvæsen, Brian Arendtsen.
Som et resultat af den voldsomme ildebrand, evakuerede politiet flere beboere i en række opgange nær branden.
Det lykkedes relativt hurtigt brandvæsenet at få slukket lejlighedsbranden, uden at den bredte sig yderligere, men lejligheden er udbrændt, og flere af de tilstødende lejligheder er ubeboelige på grund af røg- og vandskader, oplyser operationschefen.
Familier genhuses
Den kraftige brand fik flere fjernvarmerør i bygningen til at sprænge, og som et resultat er der vandskade i bygningen. Fem familier skal genhuses af boligforeningen, oplyser Østjyllands Politi.
Østjyllands Brandvæsen var til stede med to røgdykkerhold, to sprøjter og to følgekøretøjer, oplyser Brian Arendtsen.
Der var ingen personer i lejligheden, og det er endnu uvist, hvordan branden opstod. Teknikere fra Østjyllands Politi vil i de kommende dage undersøge stedet nærmere for at finde frem til årsagen til ildebranden.
Politi og brandvæsen modtog anmeldelsen omkring klokken 22.30, og brandvæsenet var på stedet til klokken tre natten til fredag.