Langt fra første gang: Butiksmedarbejdere (igen) sigtet for at besiddelse af hash
Østjyllands Politis specialpatrulje fik tirsdag sigtet en 30-årig ejer og en 42-årig ekspedient for at sælge ting, man ikke må.
Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje besøgte tirsdag kl. 13.36 en butik på Banegårdsgade i Aarhus, fordi de havde mistanke om, at der blev solgt hash fra butikken. Mistanken blev umiddelbart bekræftet, idet der lugtede kraftigt af hash, da betjentene trådte ind i butikken.
Den 42-årige mandlige butiksekspedient forklarede lugten med, at han netop havde røget den sidste joint. Han blev indledningsvist sigtet for lov om euforiserende stoffer og visiteret. I den forbindelse blev han fundet i besiddelse af en pose med hash.
Efterfølgende gennemgik betjentene butikken og fandt i den forbindelse et kanonslag, som den 42-årige ekspedient afviste at kende noget til. Den 30-årige mandlige ejer af butikken vil dog godt vedkende sig kanonslaget, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Det oplyser Østjyllands Politis døgnrapport.
Det er langt fra første gang, at medarbejderne i butikken i Aarhus bliver nappet for at overtræde loven, når det kommer til euforiserende stoffer, oplyser Østjyllands Politi.
»Og jeg kan bekræfte, at det ikke bare er anden gang, at vi er forbi den butik. Vi har været der flere gange, hvor vi har kunnet konstatere, at der er medarbejdere på stedet, der har hash på sig, og vi har sigtet flere personer i løbet af det seneste år,« siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver i Østjyllands Politi, til TV2 Østjylland.