Fortsæt til indhold

30-årig holdt fanget i lejlighed og udsat for vold i flere timer

Østjyllands Politi efterforsker en sag om mulig frihedsberøvelse og vold mod en 30-årig mand i Åbyhøj.

Krimi

Politiet var tirsdag eftermiddag til stede i Åbyhøj med flere patruljer nær Danbolig på Silkeborgvej i Åbyhøj, hvor et område blev spærret af, imens politiet var meget hemmelighedsfulde omkring, hvad der var sket.

»Vi er ved at undersøge en hændelse derude,« var således det korte svar, som vagtchefen tirsdag havde til Lokalavisen Aarhus.

Onsdag kan kommunikationsafdelingen hos Østjyllands Politi oplyse, at der var tale om en efterforskning af en sag om mulig frihedsberøvelse og vold.

kl. 14.23 fik Østjyllands Politi et opkald fra en medarbejder hos Danbolig på Silkeborgvej, hvor der kort forinden var kommet en forslået mand ind via bagindgangen og bedt medarbejderen ringe efter politiet. Manden havde fortalt, at han havde været låst inde i en lejlighed, som han var sluppet væk fra.

Politiet sendte tirsdag eftermiddag flere patruljer til Silkeborgvej i Åbyhøj. Foto: Bente Tahmasbi Hansen

Der blev derfor sendt flere patruljer til stedet, og der blev også tilkaldt en ambulance, idet den 30-årige mand skulle undersøges nærmere. Han er fortsat indlagt på sygehuset, men har umiddelbart ikke pådraget sig alvorlige skader.

»På baggrund af den indledende efterforskning tyder det på, at den 30-årige mand har været frihedsberøvet i en lejlighed i Åbyhøj i flere timer, hvor han er blevet udsat for vold af en eller flere personer, som politiet formoder han kender i forvejen,« oplyser kommunikationsafdelingen hos Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.

Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Østjyllands Politi ikke at bidrage med flere oplysninger om sagen.