Brud flere steder: Dansk teenager i voldsomt fald fra skilift
Søndag var en dansk dreng udsat for et fald på mellem seks og ti meter fra en skilift på det norske skisportssted Hafjell. Drengen endte med brud på både hofte og bækken, men er ikke i kritisk tilstand.
En dansk dreng i teenageårene var i weekenden involveret i en faldulykke på det norske skisportssted Hafjell.
Drengen faldt ud af en skilift – et fald på mellem seks og 10 meter – og endte med brud på både hofte og bækken.
Drengen er dog ikke i kritisk tilstand.
Ulykken fandt sted søndag morgen og blev anmeldt til politiet ved 14-tiden, skriver NTB.
Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget faldet fra skiliften, men politiet efterforsker sagen som en ulykke.
Der var ifølge politiet ingen vidner til hændelsen. Og politiet ønsker ikke at oplyse, om drengen var alene i skiliften.
Efterforskningsleder Ann Karin Sundgården fra politistationen i Lillehammer udtaler til det norske medie:
»Vi vil i dag foretage gerningsstedsundersøgelser på skisportsstedet og forsøge at komme i kontakt med personer, der kan have oplysninger om, hvad der er sket,« siger efterforskningslederen.
Teenagerens pårørende er blevet underrettet.