Sigtet for drab: Politiet anholder to i uopklaret sag fra efteråret
To mænd på 18 og 23 år sigtes for drab på mand, der blev fundet livløs på en sti i Hvidovre tilbage i oktober.
Tirsdag morgen har Københavns Vestegns Politi anholdt og sigtet to mænd på henholdsvis 18 og 23 år for drabet på en 25-årig mand, der 31. oktober blev fundet livløs på en sti i Hvidovre - og som døde af sine kvæstelser efterfølgende.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Siden oktober har politiet været i gang med »omfattende efterforskning«, og nu er efterforskningen så udmøntet i anholdelser, men der er fortsat interessante personer i sagen, som politiet ønsker at komme i kontakt med, fremgår det af pressemeddelelsen.
»Vi har efterforsket sagen i en længere periode, og på den baggrund er de to mænd her til morgen blevet anholdt. Efterforskningen af sagen er imidlertid ikke tilendebragt, og vi kan ikke udelukke, at der vil ske yderligere anholdelser,« siger vicepolitinspektør Peter Malmose og fortsætter:
»Af hensyn til den fortsatte efterforskning, har vi ikke mulighed for at give yderligere oplysninger her og nu. Dog kan vi sige, at vi vurderer at indtil flere personer har en viden om, hvordan denne alvorlige forbrydelse er begået. Og den viden bør man komme til os med.«
Den ene af de to mænd blev anholdt i arresten, hvor han i forvejen sidder varetægtsfængslet i en våbensag, og begge mænd vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup i dag, oplyser politiet.