Fortsæt til indhold

Hædret af politiet: Tre personer reddede 66-årig mand i Galten

Sydøstjyllands Politi hædrede torsdag tre personer for en heltemodig indsats i Galten 15. august 2021.

Krimi

Tre personer fra Galten blev torsdag hædret af Sydøstjyllands Politi.

Årsagen skal findes i, at de tre personer optrådte heltemodigt den 15. august 2021.

»Nogle gange om året har vi fornøjelsen af at hædre nogle af de borgere, som gør en indsats ud over det sædvanlige for at hjælpe andre. Det gør vi med en stor tak og en dusør. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er en del af jobbet, vi ret godt kan lide.«

Det står der i et opslag på Sydøstjyllands Politis Facebookside.

I opslaget står der, at Line, Dennis og Martin ydede livreddende førstehjælp på en 66-årig mand, der var faldet om og lå livløs på cykelstien langs Århusvej i Galten.

»Ambulancelægen og personalet på Aarhus Universitetshospital, der efterfølgende behandlede den 66-årige mand, vurderede at den førstehjælp de tre ydede var afgørende for, at mandens liv blev reddet,« står der også i opslaget. En stor tak til Dennis, Line og Martin, der handlede resolut og udviste ekstraordinært initiativ i situationen,« lyder det også i Facebook-opslaget.