Fortsæt til indhold

Kvinde dræbt af knivstik

En 32-årig kvinde er afgået ved døden efter et knivstikkeri på asylcenter.

Krimi
jwh

En kvinde afgik lørdag aften ved døden som følge af de skader, hun tidligere på aftenen havde pådraget sig i forbindelse med et alvorligt knivstikkeri.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En 32-årig mand, som politiet har anholdt og sigtet for drabet, fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Sønderborg søndag.

Det var lørdag aften klokken 19.11, at politiet modtog en anmeldelse om knivstikkeriet, der fandt sted på Aaløkke Asylcenter i Løgumkloster. Da politiet kom frem, kunne patruljen konstatere, at en kvinde havde fået alvorlige skader. Kvinden afgik senere ved døden på sygehuset, oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Den 32-årige mand blev anholdt i løbet af aftenen og ifølge politiet har han en familiemæssig relation til den dræbte kvinde.

Syd- og Sønderjyllands politi har haft tryghedsskabende patruljer på asylcenteret i nat. Søndag kommer politiets mobile politistation til Løgumkloster, hvor alle borgere er velkomne til at komme forbi, oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret, som begynder klokken 11.