Efter frontalt sammenstød: Ung mand dræbt – 34-årig i kritisk tilstand
En ung mand mistede søndag aften livet i en voldsom trafikulykke på Vestfyn.
Sent mandag aften mistede en 23-årig mand livet efter et frontalt sammenstød nær Gelsted omkring Tellerup Bjerge på Vestfyn. Det bekræfter vagtchef ved Fyns Politi Milan Seyfabad overfor Ekstra Bladet mandag morgen – politiet modtog anmeldelsen klokken 23.15 søndag aften.
Ekstra Bladet beretter, at der i bilen med den 23-årige mand også befandt sig en 22-årig kvindelig passager.
Hun blev efter ulykken fragtet til Kolding Sygehus og skulle ifølge Ekstra Bladets oplysninger være uden for livsfare
Føreren af den modkørende bil, som også var involveret i ulykken, er en 34-årig mand. Hans tilstand er kritisk, men stabil.
Efter det frontale sammenstød blev den 34-årige fløjet til behandling på Odense Universitetshospital.
Milan Seyfabad udtaler ifølge TV 2 til Ritzau, at politiet endnu ikke kan sige særligt meget om årsagen til ulykken:
»En bilinspektør har været på ulykkesstedet og lavet de indledende undersøgelser. Noget tyder på, at de to biler er stødt frontalt sammen. Begge køretøjer er således beskadiget foran.«
De pårørende til både den dræbte mand og de tilskadekomne personer er underrettet.