Fortsæt til indhold

To unge mænd tiltalt: Bragte ambulanceredderes og patients liv i fare

En ambulance blev om aftenen den 16. december sidste år beskudt med fyrværkeri, mens den kom kørende i Herning med en patient.

Krimi
af

En ambulance med en patient om bord på vej fra Ringkøbing til regionshospitalet i Herning blev om aftenen den 16. december omkring klokken 20.15 overhalet af en personbil på Dronningens Boulevard i Herning. Her blev ambulancen efterfølgende beskudt med fyrværkeri. Skuddene kom fra den forankørende bil, hvor to unge mænd befandt sig.

Der er nu rejst tiltale i sagen, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse mandag formiddag.

Anklagemyndigheden har vurderet, at der i situationen opstod fare for de to ambulanceredderes samt patientens liv.

Det er en 20-årig og en 17-årig mand nu blevet tiltalt for.

»Der er efter anklagemyndighedens opfattelse tale om en farlig episode, som vi ser med stor alvor på. Det bør næsten give sig selv, at man ikke skal afskyde fyrværkeri i trafikken, men da særligt når det involverer en ambulance, hvori der kan befinde sig patienter,« siger anklager Jakob Kjær, der har rejst tiltale i sagen for anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen skal for retten den 8. februar ved Retten i Herning.