Biltyv snuppede Apple Watch fra handskerum
En uheldig bilist anmeldte torsdag 3. februar kl. 17.56 et tyveri til Sydøstjyllands politi, oplyser vicepolitiinspektør Stig Simonsen.
Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse venstre siderude. Ved tyveriet blev der stjålet et sort Apple Watch, som lå i bilens handskerum.
Det er anden dag i træk, politiet har modtaget anmeldelser om tyveri fra biler i Skanderborg. Onsdag gik det ud over biler parkeret på Krøyer Kielbergsvej, og Sverigesvej i Skanderborg.
Der har den seneste måned været flere anmeldelser af tyveri fra biler blandt andet i Låsby og Skovby.
I flere tilfælde har bilejerne efterladt deres biler uaflåst. Det får Sydøstjyllands Politi til at appellere til, at man husker at aflåse bilen, når man forlader den.