Fortsæt til indhold

Alvorlig arbejdsulykke: 20-åriges arm sad fast i stenknuser

En 20-årig mand blev kørt på Rigshospitalet med alvorlige skader på sin ene arm efter arbejdsulykke ved Roskilde.

Krimi
jwh

Både ambulancepersonale og politiet rykkede torsdag eftermiddag ud til en arbejdsulykke ved Roskilde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Kl. 13.55 fik politiet en anmeldelse om, at en person var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde på Finervej i Gadstrup.

Det viste sig, at en 20-årig mand fra København havde fået sin ene arm i klemme og sad fast i valsen på en stenknuser. Efter befrielsen herfra blev den tilskadekomne i en ambulance indledningsvist kørt til sygehuset i Køge, men senere overflyttet til Rigshospitalet til behandling for alvorlige kvæstelser på armen, fremgår det af døgnrapporten.

Politiet underrettede Arbejdstilsynet, der tog til virksomheden for at kigge nærmere på stenknuseren i forbindelse med politiets rapportoptagelse, der skal klarlægge, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.