Fortsæt til indhold

Først dødbringende skud – nu brand: Tre mænd er anholdt i sagen

I forbindelse med fredagens brand i en frisørsalon i Rødovre er tre mænd nu anholdt. Lørdag kan de blive fremstillet i grundlovsforhør.

Krimi
af

Natten til fredag blev Københavns Vestegns Politi og brandvæsenet kaldt ud til en brand i en frisørsalon i Rødovre, hvor der tilbage i december måned var foregået et skyderi.

Det kunne politiet oplyse i en pressemeddelelse fredag.

I forbindelse med branden blev der ifølge politiet set to mørkklædte mænd nær gerningsstedet, som efterfølgende kørte væk i en mørk bil.

Nu har Københavns Vestegns Politi så anholdt tre mænd i sagen, og lørdag skal der så tages stilling til, om de tre anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.

Det meddeler vagtchef ved Københavns Politi Torben Wittendorf lørdag morgen ifølge Ekstra Bladet til Ritzau.

Den 3. december sidste år mistede en 17-årig dreng livet efter en skudepisode ved selvsamme frisørsalon i Rødovre. Og fredagens brand kan meget vel have forbindelse til sidste års skudepisode.

Det vurderer Københavns Vestegns Politi.

»Efterforskningen indikerer på nuværende tidspunkt, at der er tale om en forsætlig hændelse, og det er nærliggende at antage, at der kan være en sammenhæng med sagen fra december,« udtalte vicepolitiinspektør Peter Malmose i fredagens pressemeddelelse.

»Om det faktisk forholder sig sådan, er det dog for tidligt at sige. Vi kigger således i mange retninger,« lød det fra vicepolitiinspektøren.