Heftig haglbyge skabte kaos: Otte uheld på mindre end en time
Et voldsomt haglvejr skabte søndag formiddag problemer for flere bilister i det midt- og vestjyske.
Ved 10-tiden fik både Midt- og Vestjyllands Politi og Vejdirektoratet umanerlig travlt, da en voldsom haglbyge i det midt- og vestjyske pludselig skabte et trafikalt kaos og resulterede i hele otte uheld på mindre end en time. Det skriver B.T.
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even siger til avisen:
»Vi havde lige en haglbyge, der kom forbi og lavede rav i vores formiddag.«
Haglvejret skabte pludselig ravage omkring klokken 10 på Holstebromotorvejen og var årsag til fire uheld – to solouheld og samt et uheld, hvor to biler kørte sammen.
Derefter skabte den heftige haglbyge, der var trukket østpå, problemer omkring Silkeborg, hvor der også skete fire uheld.
Der er heldigvis ingen meldinger om alvorlig tilskadekomst.
Ved 11-tiden var der ryddet op efter de adskillige uheld, og trafikken skulle derfor atter forløbe uden problemer.