Telefonen gennemsøgt: Sådan går politiet videre i jagten på Mia
Mia Skadhauge Stevn, der forsvandt natten til søndag, er fortsat ikke fundet - politiet har kigget hendes telefon igennem og sat billedredigeringseksperter til at finde mystisk bil.
Mia Skadhauge Stevn er forsvundet på tredje døgn - og Nordjyllands Politi arbejder fortsat på højtryk for at finde nye spor, der kan fastslå, hvad der er sket med den 22-årige kvinde.
De seneste dage har et særligt interessepunkt for politiets efterforskning været en sort bil, som Mia sidst er set sætte sig ind i ved Netto på Vesterbro 99 i Aalborg.
»Det fikspunkt, vi har for Mias forsvinden, det er dér ved Vesterbro klokken 06.09, hvor hun sætter sig ind i den sorte bil,« siger vicepolitiinspektør Frank Olsen til Lokalavisen.
Over 400 tips til mærke og model
Nordjyllands Politi har onsdag formiddag meldt ud, at de har »tilstrækkeligt« med henvendelser på den sorte bil, som Mia sidst er set omkring. Mere end 400 henvendelser er tikket ind, og størstedelen har været forskellige bud på biltype og -mærke, forklarer vicepolitiinspektøren.
»Henvendelserne dækker rigtig mange mærker - vi undersøger og sorterer og er også blevet klogere, men vi kan endnu ikke med sikkerhed sige, hvad det er for en bil. Vi ønsker fortsat oplysninger om bilens færden. Hvis nogen har set den bil fra Vesterbro - hvor kommer den fra, hvor kører den hen, så vil vi gerne vide det.«
»Bud på, om det er en BMW, en Golf eller en Seat har vi ikke brug for flere af.«
Eksperter sat i arbejde
Efterforskningens helt store omdrejningspunkt er den sorte bil, og selvom Nordjyllands Politi har sagt ’nej tak’ til flere henvendelser om mærke og model, så sætter de alle kræfter ind i øjeblikket på at få identificeret køretøjet, forklarer Frank Olsen.
»Den videoovervågning, vi har af bilen, er af ikke særlig god kvalitet. Vi arbejder med billedredigering og har eksperter, der sidder og forsøger simpelthen at forbedre kvaliteten. Håber er, at vi inden længe kan lægge os fast på mærke og model, så vi kan sende noget mere konkret ud og dermed også få mere konkrete bud ind,« siger Frank Olsen.
Gennemsøgt Mias telefon
Et af politiets eftersforskningsredskaber er også at analysere oplysninger fra telefoner, der kan være med til at lokalisere eller sige noget om personers færden.
I Mias tilfælde har telefondata dog vist sig at være en blindgyde foreløbigt, forklarer Frank Olsen.
»Vi har selvfølgelig kigget på Mias telefon, men der er ingen oplysninger fra den. Vi har hevet det ud, der var, og er ved at undersøge den, men der er ikke noget ellers. Enten har hun tabt den, eller også er den gået død. Der er ikke noget der, der kan give en pejling.«
Hvad er der sket?
Mia Skadhauge Stevn forsvandt under en bytur i festgaden Jomfru Ane Gade i Aalborg natten til søndag. Hun blev adskilt fra sine venner kort før klokken 06.00 og bevægede sig Ved Stranden mod Vesterbro i Aalborg.
Hun har kort opholdt sig på natklubben Club Wolf i Jomfru Ane Gade, har bestyreren forklaret til B.T. og Ekstra Bladet. Han og flere vidner oplevede hende som »påvirket«.
Herefter har hun bevæget sig op ad Borgergade mod Vesterbro, hvor hun ude foran Netto på Vesterbro 99 er set i kontakt med en sort bil, som hun til sidst sætter sig ind i klokken 06.09, viser overvågningsbilleder.
Politiet har jagtet oplysninger om den sorte bil, som de formoder kan være en pirattaxa, og at Mia Skadhauge Stevn er blevet udsat for en forbrydelse.
Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 1-1-4, hvis man har oplysninger i sagen.