Ligdele fundet i skoven: Formoder der er tale om forsvundne Mia
Nordjyllands Politi har torsdag fundet dele af et menneske – politiet formoder, at der er tale om den 22-årige Mia Skadhauge Stevn.
Torsdag har Nordjyllands Politi fundet ligdele, som formodes at være fra den savnede 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der forsvandt tidligt søndag morgen.
Det kom frem på et pressemøde på Politigården i Aalborg torsdag aften klokken 20.
»Vi har for kort tid siden har fundet dele af et menneske. Og vi mener, at der er tale om Mia Skadhauge Stevn,« lød det fra efterforksningslederen Frank Olsen.
Ligdelene er torsdag fundet i Dronninglund Storskov.
Torsdag aften er politiet fortsat massivt til stede på stedet.
»Vi arbejder stadig i Dronninglund Storskov. Og det kommer vi til at gøre hele aftenen og natten. Vi har spærret hele skoven af,« tilføjede Frank Olsen på pressemødet ifølge B.T.
Politiet afventer nu de tekniske og retsmedicinske undersøgelser for at fastslå endelig identitet og dødsårsag.
Nordjyllands Politi søger desuden vidner i sagen.
Hvis man har befundet sig ved Sulsted Kirkevej og i Hammer Bakker mellem klokken 6.30 og 7.20 søndag morgen den 6. februar, så bedes man tage kontakt til politiet på 114.
Det samme er tilfældet, hvis man har været i Dronninglund Storskov natten mellem mandag og tirsdag.
Det skriver TV 2.
To mænd på 36 år er sigtet for at have dræbt Mia Skadhauge Stevn.
Ifølge sigtelsen er det sket på ukendt vis og på ukendt sted i Nordjylland i tidsrummet fra den 6. februar klokken 6.09 til den 9. februar klokken 11.20.
Den ene blev efter et flere timer langt grundlovsforhør torsdag varetægtsfængslet, mens den anden blev løsladt.
Begge de to 36-årige mænd er fortsat sigtet i sagen.
Opdateres …