Tre biler involveret i færdselsuheld: 74-årig mand ramt af to biler - indlagt i kritisk tilstand
Den 74-årige er fortsat i kritisk tilstand efter han først blev påkørt bagfra og herved skubbet over i modsatte spor, hvor en modkørende torpederede bilen.
En 74-årig mand fra Skanderborg er kørt på hospitalet og er fortsat i kritisk tilstand efter et færdselsuheld tirsdag formiddag.
Det oplyser vagtchef Anders Bøje Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Lokalavisen.
»Han er blevet kørt til hospitalet og er i kritisk tilstand. De pårørende er underrettet,« siger han.
Trepartsuheldet fandt sted omkring klokken tyve minutter i ni tirsdag formiddag, da en en 21-årig kvinde kører op i bagenden på den 74-årige mand på Skanderborgvej/Hammelvej nord for Låsby.
Den 74-årige bliver derved skubbet over i modsatte spor, hvor den modkørende rammer ham forfra, oplyser vagtchefen.
»Når man overraskende bliver påkørt bagfra og sekundet efter bliver torpederet forfra, så er det kritisk,« siger han.
Ifølge politiet er det uopmærksomhed fra den 21-årige bilist, der er årsag til ulykken og ikke usædvanlig høj fart eller andet.
Både den 21-årige samt en 71-årig modkørende er blevet sendt til Viborg Sygehus med mindre skader, men den 74-årige skanderborgenser er fortsat i kritisk tilstand.
Ulykken vil formentlig medføre sigtelse for den 21-årige bilist, oplyser vagtchefen.
»Uopmærksomhed fører som minimum til sigtelse for overtrædelse af færdselsloven. Afhængigt af, hvor alvorligt han (den 74-årige, red.) er kommet til skade, så kan der jo også være noget med en overtrædelse af straffeloven. Selvfølgelig er vi klar over, at det er uagtsomt, at der er forvoldt skade. Det tager anklageren stilling til på et tidspunkt, når der er klarhed om det hele,« siger Anders Bøje Hansen.